Rejseberetninger

Beretning fra januar 2015 af Finn Lassen

 

 

 

 

Da H. C. Andersen kom til børnehjemmet

 Af Finn Lassen
 
 Fra et tidligere besøg var vi klar over at pigerne ville underholde os med dans mv. i forbindelse med Pongal i januar 2015. Så for at få lidt balance i kulturudvekslingen havde vi tre danske gæster også forberedt et lille indslag.
 

Efter en forgæves talent-scanning iblandt os indenfor sang, dans og musik fandt vi på at introducere H. C. Andersen som dukketeater. Selvfølgelig skulle eventyret være et af dem med de lidt skæve typer, der klarer sig godt, “Klods-Hans” el.lign. Valget faldt på “Prinsessen på ærten” når det nu skulle foregå foran en flok piger med hver deres prinsessedrøm. Fra teatertossede venner i Jylland lånte vi hånddukker: prins, prinsesse, konge og dronning.

 

Det skulle nødvendigvis være på tamil aht. de mange små piger, som ikke forstår engelsk, men H. C. Andersen-biblioteket i Odense har eventyrene på 139 sprog, så jeg ringede selvfølgelig og bad om lige at måtte låne eventyret på tamil. Samtalen sluttede dog hurtigt med en belæring om at vi havde divergerende opfattelser af ordet “bibliotek” og at jeg heller desværre ikke “lige kunne få tilsendt et par fotokopier”.

 Nu havde vi to muligheder:
 
  •  Intensivkursus “Lær skriftligt og mundtligt tamil på en uge” (prøvede at søge på nettet –ingen resultater). SÅ svært kan det vel ikke være. Tjekkede wikipedia, hvor der står: “Det tamilske alfabet har 12 vokaler og 18 konsonanter, men disse kan kombineres til sammensatte tegn, så alfabetet i alt indeholder 247 bogstaver.” Ups.
 
  • Så begyndte vi at søge problemet løst i bekendtskabskredsen. Arun fra Amager (dvs. han er oprindelig fra Tamil Nadu – den samme indiske delstat som børnehjemmet ligger i) reddede os og leverede den smukkeste håndskrevne oversættelse på få dage.

Arun var også ganske mistroisk overfor vores planer om et intensivkursus i mundtligt tamil og forsynede os derfor med en lydfil, hvor han havde indtalt sin egen oversættelse af “Prinsessen på ærten”.

Egentlig ville vi have indøvet dukkespillet på den lange flyvetur til Indien, men efter en overfladisk psykoanalyse af de omkringsiddende passagerer i Air France vurderede vi at de ikke ville være specielt interesserede i at høre om prinsesser der er “gule og blå over den ganske krop” hen over flysæderne igen og igen. Og dét uanset om det var på dansk, engelsk eller tamil.

Intet mindre end Det kongelige Teater i København havde doneret en grøn knap, som kunne udgøre det for eventyrets hovedrekvisit: ærten. Og i handelsbyen Pondicherry gik vi på jagt

efter “tyve madrasser” og “tyve edderdunsdyner” i dukkestørrelser. Butiksindehaverne, der solgte os 40 vaskeklude i 2 forskellige farver, må have troet at vi virkelig trængte til at blive vasket, og de havde endda ret.

Nu oprandt den store dag for forestillingen og det gik op for os hvor uforberedte vi var. Dukke-førerne fik én prøve men viste sig heldigvis som de rene naturtalenter og bør absolut jagte en professionel karriere på verdens førende Mester Jakel-teatre.

Gowsalia, som går i 12. klasse, havde sagt ja til at være oplæser på tamil, men hvordan skulle danske dukkeførere, der stadig ikke havde taget sig sammen til at lære tamil, finde ud af hvor langt handlingen var fremskredet? Den mest kyndige i både tamil og engelsk (Hanne og Ernsts chauffør Bala) blev nu hevet ind i børnehjemmets skolestue og der blev sat 10 kontrolpunkter ind på de samme steder i eventyrene på hhv. tamil og engelsk.

Skoletavlen, som dukkeførerne kunne ligge skjult bag, blev nu slæbt over på platformen foran forsamlingshuset, pigerne blev samlet, og så gik det løs med aftenforestillingen. Gowsalia læste hvert af de 10 eventyrbidder op på tamil og hviskede til mig hvor langt hun var kommet (så højt at alle kunne høre det, “number seven” osv.). Dukkerne agerede så under min efterfølgende oplæsning af samme bid på engelsk.

Vi havde pyntet lidt på eventyret, f.eks. om hvor prinsen havde søgt efter sin prinsesse, og viste billeder. Pigerne er dygtige til geografi og genkendte de fleste steder. Det vakte naturligvis begejstring at prinsen tilsyneladende også havde været ved Taj Mahal og i Trankebar!

Da prinsen til sidst giftede sig med prinsessen ville jubelen ingen ende tage, men her slutter eventyret ikke og det var svært at få ro til slutningen: “…og ærten kom på Kunstkammeret, hvor den endnu er at se, dersom ingen har taget den”.

Se, det var en rigtig historie!

 

 

 

 

 

Beretning fra januar 2013 af Sisse Dam

Besøg på Enable for Life!
Januar 2013 var jeg på besøg i børnelandsbyen Enable for Life uden for Tranquebar. under Pongal
– en hinduistisk høstfest – hvor pigerne har fri for skole i 4 dage.
Der kunne bo 3 pigegæster på børnehjemmet, og jeg var en af de heldige. De resterende fra vores
rejseselskab boede på hotel inde i Tranquebar.
Vi blev modtaget af pigerne der spillede, sang og uddelte blomsterkranse som velkomst. Det var
virkelig rørende at blive modtaget så flot.
Alle pigerne var ivrige for at vise os hvilket af husene de boede i, vise os rundt på stedet: til
legepladsen, deres vaskested, køkkenet og så var der det nye store forsamlingshus, som ikke var
taget i brug endnu – det skulle indvies under vores besøg.
Pigernes huse er et meget enkelt hus – ferskenfarvet og både udenpå og indeni. Der er ikke et
møbel i husene, men et fint flisegulv og pigerne viste os deres måtter de sov på – pænt rullet
sammen, lagt ind på en hylde. Hvert pige har en stor plastikbox, hvor de har deres ejendele
inklusiv tøj. Det virker unægtelig meget spartansk, men i og med at der er dejligt varmt døgnet
rundt og alt foregår udenfor tænker man også: hvor meget mere har du brug for?
Jeg skulle jo bo i børnelandsbyen i et gæste rum – jeg sov sammen med min søster – heldigvis i en
almindelig seng – en stråmåtte ville have været en stor udfordring for min nattesøvn – men de
voksne der sover med børnene sover på også stråmåtter – det gør man bare.
Næste morgen kl. 5.45. er alle oppe – det er lige ved at blive lyst og alle har små opgaver, der skal
fejes på gårdspladsen, en lille pige svinger fejekosten rutineret henover gårdspladsen- fejer
løsrevne blade sammen – andre vander træerne på pladsen. Alle går rundt i små bomuldskjoler –”
nighties” og udfører deres små forskellige pligter som den største selvfølge – der er også pænt og
rent alle vegne.
Under Pongalfestligheden skal den nye store samlingssal og et nyt hus indvies. Så næste dag
samles alle i deres flotteste tøj – der er smukke sarier i alle farver – børnene er i fine kjoler med
flæser og glimmer.
Den lokale presse, forskellige honoratiores og præsten er kommet – han skal velsigne de nye huse.
Det er en meget flot samlingshus børnelandsbyen har fået, og meget tiltrængt, når alle 60 – 70
børn skal samles. Den bliver de glade for er jeg sikker på.Børnene og deres voksne har indøvet et danseshow så flot så flot, som vises for alle gæsterne om
aftenen i den nye sal.
Efter festdagen med Pongalgrød fra morgenstunden, gæster og festaften med show har vi en
fredelig dag med børnene, der bliver leget – de samme dejlige lege som alle børn i hele verden
leger: stoleleg, boldlege, tag-fat. Om Eftermiddagen tager vi alle til Tranquebar og gik i vandet ved
det gamle danske fort. Det var en dejlig oplevelse at se alle de glade børn. Der var is bagefter.
Det er vores sidste aften efter nogle dejlige dage landsbyen – et børnehjem, der synes at fungere
godt – gode faciliteter, der bliver passet, som man vist kan ønske det – men bedst af alt er, at man
rejser derfra med en fornemmelse af et sted der formår at lave en rar og rolig stemning, et sted
hvor børnene virker frie med deres voksne, der bliver leget og der bliver taget af –disciplin er der
selvfølgelig også – alle ved hvor de skal sidde ved samlinger – men der er plads til fnis og pjat i
rækkerne mens man venter,
Joselyn, Renuka og Shanmugavalli gør en fantastisk indsats på dette sted, hvor børnene har fået
alt for mange skrammer på livet.
Jeg er rigtig glad for at jeg kom på besøg i Enables børnelandsby, et stort imponerende projekt og
et flot initiativ. Det var en dejlig og fin oplevelse.
Hilsen Sisse
Roskilde marts 2013

Beretning fra Sommer 2012 af Simon Porsager

Indien sommer 2012
Mit navn er Simon. Jeg er spastiker. Jeg ville gerne besøge et
børnehjem i Indien. Vi synes at vi kørte meget langt til
børnehjemmet. Vores chauffør kunne ikke finde børnehjemmet.
Det 7 km uden for en by, der hedder Tranquebar. Det er et
børnehjem for piger. Det er oprettet of drives af Foreningen
Enable. Jeg ville gerne besøge det i sommeren 2012, fordi jeg
synes at det kunne være vildt spændende at besøge, så jeg kunne
hvordan de boede og hvordan de går i skole.
Jeg blev meget overrasket over at de godt kunne tale engelsk. De
har aldrig set en hvid mand med et handicap. De troede ikke at
hvide mennesker kunne være handicappede. De bor langt ude på
landet. Vi blev meget klogere efter at se hvordan børnene havde
det. Det satte perspektiv på vores eget liv her i Europa. Vi tænkte
på, at vi har et rigtig godt liv her i Danmark. Jeg tænker tit på, hvis
jeg var født i Indien, så ville jeg have haft et dårligt liv. Jeg tror at
jeg ville død, fordi jeg er spastiker. Jeg er rigtig rigtig glad for, at
jeg er dansker.
Jeg synes, at det er vildt godt de går i skole, så de kan få en
fremtid. Vi synes, at de er rigtig søde og de var nysgerrige
omkring hvem vi er, især mig fordi jeg er spastiker. De stillede
nogle spørgsmål omring mit handicap.
De havde en legeplads. De ville gerne have at Morten og Signe
skulle prøve den legeplads. De ville gerne have at vi skulle prøve
at spise frugt. Signe ville ikke prøve frugten fordi hun havde rigtig
dårlig mave, men Morten sagde at Ernst havde sagt, de roligt
kunne spise alt hvad vi fik tilbudt på børnehjemmet. Pludselig
spørger en pige Morten om han vil gifte sig med pigen om 3 år, fordi hun gerne ville have en hvid mand. Hun tror at Morten er rig,
fordi han er hvid mand. Vi synes, at det var meget sjovt, at hun
ville giftes med Morten. Hun ville gerne være sikker på hendes
fremtid.
Jeg ville gerne have vand, så Signe hjalp mig med det. De glor på
Signe og jeg. Vi ville gerne indsamle nogle penge til
børnehjemmet, fordi de gerne ville have os på besøg helt fra
Danmark.
Skrive af Simon

Beretning fra januar 2011 af Ida Messeri

En oplevelse for livet
Der gik ikke mange sekunder før vi trådte ud af bilen på Enable for Life, før vi var omringet af en gruppe
piger i alle aldre. Nysgerrigt blev vi budt varmt velkommen ved at blive holdt i hænderne og udspurgt om
bl.a. navn og alder. De yngste pludrede løs på, dog mest på Tamil, mens de lidt ældre piger spurgte
fnisende og tydeligt mere generte ind til os og oversatte de yngres spørgsmål så godt de kunne.
Det tog kun et øjeblik at finde ud af, hvor anderledes man i virkeligheden er i forhold til pigerne og deres
verden. Foruden de materielle forskelle, så som f.eks. manglende borde, stole og senge, var ligeledes
pigernes opdragelse og hverdag bygget meget anderledes op, end i vi er vant til. En farverig tatoveret
kvinde-arm både forargede og beundredes af pigerne, der tydeligvis aldrig havde set noget lignende, og var
et stort samtaleemne for både børnene og de voksne under hele vores ophold.
Vores besøg lå samtidig med den hinduistiske høstfest, Pongal, som varer tre dage. I den forbindelse blev
der danset, sunget og leget mere end sædvanligt, men det var stadig tydeligt at se pigernes stramme
dagsprogram, der bød på pli og orden, og som kunne have fået enhver dansk teenager til at miste modet.
Tydeligt var det dog, at piger, uanset hvor de kommer fra, har en stor lyst til at pynte sig, hér med kjoler og
smykker. Idet vi havde lidt svært ved at kommunikere, var dette en dejlig måde at forenes på, da pigerne
f.eks. satte vores hår flere gange i løbet af dagene og pyntede os med blomster.
Besøget på børnehjemmet har givet rigtig meget stof til eftertanke, og man er meget taknemmelig for det
man har som dansker, samt de muligheder det giver at bo i et i-land. Efter at have rejst rundt i Indien i en
måned, er man bestemt ikke i tvivl om, at Enables piger lever under nogle gode, trygge forhold. Skolegang
og fællesskab giver dem kvalificerede kompetencer til at begå sig alene i det barske samfund i Indien, hvor
de ellers havde været udstødt på den ene eller anden måde og dermed overladt til dem selv.
Tak til de skønne piger for en uforglemmelig og lærerig oplevelse.
Ida Messeri
Januar 2011

12

Vælg hvordan du vil donere

DKK

Donér
  • 20 Backers

    Donering efter eget valg

  • 20 Backers

    Medlemsskab

  • 29 Backers

    Gave