Beretning fra januar 2015 af Finn Lassen

 

 

 

 

Da H. C. Andersen kom til børnehjemmet

 Af Finn Lassen
 
 Fra et tidligere besøg var vi klar over at pigerne ville underholde os med dans mv. i forbindelse med Pongal i januar 2015. Så for at få lidt balance i kulturudvekslingen havde vi tre danske gæster også forberedt et lille indslag.
 

Efter en forgæves talent-scanning iblandt os indenfor sang, dans og musik fandt vi på at introducere H. C. Andersen som dukketeater. Selvfølgelig skulle eventyret være et af dem med de lidt skæve typer, der klarer sig godt, “Klods-Hans” el.lign. Valget faldt på “Prinsessen på ærten” når det nu skulle foregå foran en flok piger med hver deres prinsessedrøm. Fra teatertossede venner i Jylland lånte vi hånddukker: prins, prinsesse, konge og dronning.

 

Det skulle nødvendigvis være på tamil aht. de mange små piger, som ikke forstår engelsk, men H. C. Andersen-biblioteket i Odense har eventyrene på 139 sprog, så jeg ringede selvfølgelig og bad om lige at måtte låne eventyret på tamil. Samtalen sluttede dog hurtigt med en belæring om at vi havde divergerende opfattelser af ordet “bibliotek” og at jeg heller desværre ikke “lige kunne få tilsendt et par fotokopier”.

 Nu havde vi to muligheder:
 
  •  Intensivkursus “Lær skriftligt og mundtligt tamil på en uge” (prøvede at søge på nettet –ingen resultater). SÅ svært kan det vel ikke være. Tjekkede wikipedia, hvor der står: “Det tamilske alfabet har 12 vokaler og 18 konsonanter, men disse kan kombineres til sammensatte tegn, så alfabetet i alt indeholder 247 bogstaver.” Ups.
 
  • Så begyndte vi at søge problemet løst i bekendtskabskredsen. Arun fra Amager (dvs. han er oprindelig fra Tamil Nadu – den samme indiske delstat som børnehjemmet ligger i) reddede os og leverede den smukkeste håndskrevne oversættelse på få dage.

Arun var også ganske mistroisk overfor vores planer om et intensivkursus i mundtligt tamil og forsynede os derfor med en lydfil, hvor han havde indtalt sin egen oversættelse af “Prinsessen på ærten”.

Egentlig ville vi have indøvet dukkespillet på den lange flyvetur til Indien, men efter en overfladisk psykoanalyse af de omkringsiddende passagerer i Air France vurderede vi at de ikke ville være specielt interesserede i at høre om prinsesser der er “gule og blå over den ganske krop” hen over flysæderne igen og igen. Og dét uanset om det var på dansk, engelsk eller tamil.

Intet mindre end Det kongelige Teater i København havde doneret en grøn knap, som kunne udgøre det for eventyrets hovedrekvisit: ærten. Og i handelsbyen Pondicherry gik vi på jagt

efter “tyve madrasser” og “tyve edderdunsdyner” i dukkestørrelser. Butiksindehaverne, der solgte os 40 vaskeklude i 2 forskellige farver, må have troet at vi virkelig trængte til at blive vasket, og de havde endda ret.

Nu oprandt den store dag for forestillingen og det gik op for os hvor uforberedte vi var. Dukke-førerne fik én prøve men viste sig heldigvis som de rene naturtalenter og bør absolut jagte en professionel karriere på verdens førende Mester Jakel-teatre.

Gowsalia, som går i 12. klasse, havde sagt ja til at være oplæser på tamil, men hvordan skulle danske dukkeførere, der stadig ikke havde taget sig sammen til at lære tamil, finde ud af hvor langt handlingen var fremskredet? Den mest kyndige i både tamil og engelsk (Hanne og Ernsts chauffør Bala) blev nu hevet ind i børnehjemmets skolestue og der blev sat 10 kontrolpunkter ind på de samme steder i eventyrene på hhv. tamil og engelsk.

Skoletavlen, som dukkeførerne kunne ligge skjult bag, blev nu slæbt over på platformen foran forsamlingshuset, pigerne blev samlet, og så gik det løs med aftenforestillingen. Gowsalia læste hvert af de 10 eventyrbidder op på tamil og hviskede til mig hvor langt hun var kommet (så højt at alle kunne høre det, “number seven” osv.). Dukkerne agerede så under min efterfølgende oplæsning af samme bid på engelsk.

Vi havde pyntet lidt på eventyret, f.eks. om hvor prinsen havde søgt efter sin prinsesse, og viste billeder. Pigerne er dygtige til geografi og genkendte de fleste steder. Det vakte naturligvis begejstring at prinsen tilsyneladende også havde været ved Taj Mahal og i Trankebar!

Da prinsen til sidst giftede sig med prinsessen ville jubelen ingen ende tage, men her slutter eventyret ikke og det var svært at få ro til slutningen: “…og ærten kom på Kunstkammeret, hvor den endnu er at se, dersom ingen har taget den”.

Se, det var en rigtig historie!

 

 

 

 

 

AUTHOR

anneselwood

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vælg hvordan du vil donere

DKK

Donér
  • 20 Backers

    Donering efter eget valg

  • 20 Backers

    Medlemsskab

  • 30 Backers

    Gave